Referencer Spastikerforeningen

Viljen – hvor sidder den gemt? Det spørgsmål fik 140 videbegærlige tilhørere svar på den 24. april 2014 på VIA University College i Skive, da Arne Nielsson lagde vejen forbi. Foredraget med Arne Nielsson var arrangeret af Spastikerforeningen, Kreds Midtjylland, og var åbent for både medlemmer og andre interesserede. Et tilbud mange benyttede. Nu er det heller ikke hver dag, at en 10-dobbelt verdensmester og olympisk sølvvinder i kanoroning gæster Skive med det formål at holde foredrag om, hvordan krisen får mening, at det er vigtigt altid at bevare håbet, og at det er direkte dumt at vende ryggen til problemerne. Ikke desto mindre var det netop hvad, Arne Nielsson gjorde. Han holdt et spillevende, inspirerende og underholdende foredrag om at tackle problemer i øjenhøjde, hvorfor HOH-dage (hænderne over hovedet dage) er vigtige, og om hvordan vi alle kan sørge for at gøre hinanden gode i hverdagen. Viljen dertil sidder i hjertet. Her er det ikke vigtigt hverken at kunne løbe langt eller for den sags skyld, at du befinder dig i en kano. Nej, det handler om vilje – viljen til forandring. Beslutningen herom er udelukkende en individuel hjertesag. Når en mand som Arne Nielsson, der har en glorværdig idrætskarriere bag sig, forledes mange til at tro, at hans liv kun drejer sig om rampelys og succes. Sådan forholder det sig ikke altid. Arne Nielsson fortalte derimod både på en humoristisk og alvorlig facon om egne kriser og nedture.  Kriser er ikke kun negative. Flere gange brød forsamlingen ud i en åbenhjertig latter for straks efter at lytte til kloge ord med stof til eftertanke. Alt i alt var aftenen en bragende succes, hvor også kendskabet til Spastikerforeningens arbejde blev spredt. Al medbragt infomateriale blev revet væk. Folk var meget begejstrede for det udadvendte initiativ. Gik du glip af foredraget, kan du læse bøger, selv om det aldrig er det samme. Arne Nielsson er i dag en succesrig forfatter, coach og foredragsholder. Med venlig hilsen, Jørgen Knudsen Spastikerforeningen

Spastikerforeningen