Referencer Euc Nordvest

Kære Maybritt, Hermed et par ord om Mette Blochs besøg på Euc Nordvest i Thisted onsdag den 17. marts:På Euc Nordvest har vi efterhånden i mange år inviteret foredragsholdere til at komme og fortælle om målsætning, målopfyldelse og motivation. Vi har flere gange haft Arne Nielsson på besøg, og derudover Jason Watt, Mette Bloch, Camilla Martin, Mikael Trolle m.fl. Vi har med andre ord valgt repræsentanter fra idrættens verden, fordi - det at sætte sig mål og leve op til disse er en nødvendighed i topidræt, - fordi disse personer er kendte blandt de unge og dermed har gennemslagskraft, - fordi historien bag disse personer også er spændende, - og naturligvis også fordi vi har et sportscollege. Blandt de unge f.eks. på de gymnasiale uddannelser er det også vigtigt at sætte sig mål og have noget at gå efter.Mette Bloch var som altid smilende og veloplagt. Hun taler hurtigt og inspirerende, og der er noget i det samme foredrag på flere niveauer for tilhørerne. Mette Bloch har meget at fortælle, og det sker med stor humor. Hendes egen historie fra roning er spændende og bruges til at understrege de mange budskaber, som trænger fint igennem. Hun fokuserer på muligheder og prøver at få folk til at se på det positive og ikke lade det negative få overhånd. Det var anden gang, Mette Bloch var på besøg på Euc Nordvest, og selv om noget gik igen, var der rigtigt meget nyt i foredraget. Eleverne gav efterfølgende udtryk for stor tilfredshed med arrangementet. Så endnu en gang tak til Mette Bloch. Med venlig hilsen, Klaus Brostrøm, Rektor

Euc Nordvest