Print Friendly

Niels Lan Doky

Niels Lan Doky er jazzpianist, komponist og producer og er den første danske  jazzkunstner – siden Niels-Henning Ørsted Pedersen – der har opnået international anerkendelse og berømmelse. Af national anerkendelse har han bl.a. modtaget Ridderkorset af Dannebrogordenen i 2010.

Som foredragsholder inspirerer Niels Lan Doky danske og udenlandske virksomheder til at fokusere på kreativitet og improvisation i det daglige virke, hvor han tager udgangspunkt i værktøjer fra jazzmusikken.

I en alder af kun 15 år, fik Niels Lan Doky sit første, store gennembrud som musiker, hvor han optrådte med jazz-legenderne Thad Jones og Ernie Wilkins.
Han har udgivet ikke mindre end 37 albums siden 1986 og har medvirket som gæstesolist eller producer på utallige albums af andre musikere.

I midtfirserne slog Niels Lan Doky sig ned i New York efter at have studeret på Berklee School of Music i Boston. I 1989 flyttede han til Paris, hvor han ligeledes blev et etableret navn på jazzscenen.

I dag er Niels tilbage i Danmark, hvor han fortsat er en yderst eftertragtet jazzmusiker. I 2010 skabte han Niels Lan Doky Trio, der, ud over ham selv, består af to af landets varmeste og talentfulde navne, Niclas Bardeleben (trommeslager) og Jonathan Bremer (bassist).